Serbisk
Serbokroatisk er betegnelsen for en sproggruppe eller et såkaldt diasystem, der tales i Serbien, Kroatien, Bosnien og Hercegovina og Montenegro, samt i mindre omfang i Kosovo.
Udtrykket serbokroatisk brugtes især i Jugoslavien 1922-1941 og 1954-1991, hvor det var det officielle sprog i Jugoslavien. I dag bruges i højere grad udtrykkene bosnisk, kroatisk, serbisk og montenegrinsk eller BKS-diasystemet, hvis de skal betegnes under ét (fx i sprogvidenskab og oversættelse).
Forskellene i sprogene er minimale og man kan uden problemer kommunikere selvom man taler forskellige sprog/dialekter. Desuden er grænserne mellem sprogene og dialekterne flydende og ofte defineret af, hvilket tilhørsforhold de der taler sproget ønsker at definere sig under. F.eks. kalder bosniske serbere oftest deres sprog for serbisk, selvom de taler den samme dialekt som bosniakker, der i høj grad kalder deres sprog bosnisk. Desuden følger grænserne for de forskellige dialekter (se næste afsnit) hverken de nationale grænser eller de etnisk-religiøse grænser.
Sproget har gennem tiderne været under indflydelse fra de forskellige magtforhold i regionen – således har man i Bosnien fx traditionelt flere tyrkiske ord og i Kroatien tydelig indflydelse fra tysk, men færre latinske ord. Skriftligt har både været anvendt kirkeslavonisk, arabisk, latinsk og kyrillisk alfabet. Latinsk og kyrillisk har været de mest fremherskende i nyere tid og var begge officielle i Jugoslavien. Mens Jugoslavien eksisterede, er der sket en tilnærmelse mellem de forskellige dialekter eller sprog mens man efter opdelingen af landet i kølvandet på krigene i 1990'erne flere steder har forsøgt at søge tilbage til mere traditionel og derfor nationalt differentieret sprogbrug.
Serbokroatisk er udviklet som et såkaldt diasystem – dvs. et "dobbeltsystem", der inkluderer og accepterer både de oprindeligt kroatiske varianter og de oprindeligt serbiske varianter (inkl. bosnisk og montenegrinsk). Der findes mange dialekter i serbokroatisk og traditionelt deles de op i štokavisk, kajkavisk, čakavisk og torlakisk. Desuden deles štokavisk op i nyštokavisk og gammelštokavisk. Det moderne skriftsprog som almindeligvis bruges bygger på nyštokavisk, hvor de andre dialekter nærmest har status som en slags mindretalssprog (nogle er dog også skrevne).
Det der overvejende opfattes som moderne kroatisk, bosnisk og serbisk (eller tidligere serbokroatisk) er nyštokavisk. Denne dialekt har dog også underdialekter der kaldes ekavisk, (i)jekavisk og ikavisk. Disse dialekter er defineret af en række faste ord, der på ekavisk staves med e, på (i)jekavisk med ije eller je og på ikavisk med i. Således hedder fx ordet for barn henholdsvis dete, dijete og dite.
Udtrykket serbokroatisk brugtes især i Jugoslavien 1922-1941 og 1954-1991, hvor det var det officielle sprog i Jugoslavien. I dag bruges i højere grad udtrykkene bosnisk, kroatisk, serbisk og montenegrinsk eller BKS-diasystemet, hvis de skal betegnes under ét (fx i sprogvidenskab og oversættelse).
Forskellene i sprogene er minimale og man kan uden problemer kommunikere selvom man taler forskellige sprog/dialekter. Desuden er grænserne mellem sprogene og dialekterne flydende og ofte defineret af, hvilket tilhørsforhold de der taler sproget ønsker at definere sig under. F.eks. kalder bosniske serbere oftest deres sprog for serbisk, selvom de taler den samme dialekt som bosniakker, der i høj grad kalder deres sprog bosnisk. Desuden følger grænserne for de forskellige dialekter (se næste afsnit) hverken de nationale grænser eller de etnisk-religiøse grænser.
Sproget har gennem tiderne været under indflydelse fra de forskellige magtforhold i regionen – således har man i Bosnien fx traditionelt flere tyrkiske ord og i Kroatien tydelig indflydelse fra tysk, men færre latinske ord. Skriftligt har både været anvendt kirkeslavonisk, arabisk, latinsk og kyrillisk alfabet. Latinsk og kyrillisk har været de mest fremherskende i nyere tid og var begge officielle i Jugoslavien. Mens Jugoslavien eksisterede, er der sket en tilnærmelse mellem de forskellige dialekter eller sprog mens man efter opdelingen af landet i kølvandet på krigene i 1990'erne flere steder har forsøgt at søge tilbage til mere traditionel og derfor nationalt differentieret sprogbrug.
Serbokroatisk er udviklet som et såkaldt diasystem – dvs. et "dobbeltsystem", der inkluderer og accepterer både de oprindeligt kroatiske varianter og de oprindeligt serbiske varianter (inkl. bosnisk og montenegrinsk). Der findes mange dialekter i serbokroatisk og traditionelt deles de op i štokavisk, kajkavisk, čakavisk og torlakisk. Desuden deles štokavisk op i nyštokavisk og gammelštokavisk. Det moderne skriftsprog som almindeligvis bruges bygger på nyštokavisk, hvor de andre dialekter nærmest har status som en slags mindretalssprog (nogle er dog også skrevne).
Det der overvejende opfattes som moderne kroatisk, bosnisk og serbisk (eller tidligere serbokroatisk) er nyštokavisk. Denne dialekt har dog også underdialekter der kaldes ekavisk, (i)jekavisk og ikavisk. Disse dialekter er defineret af en række faste ord, der på ekavisk staves med e, på (i)jekavisk med ije eller je og på ikavisk med i. Således hedder fx ordet for barn henholdsvis dete, dijete og dite.
Land
-
Bosnien-Hercegovina
Bosnien-Hercegovina: -
Kosovo
Kosovo grænser op til Serbien, Montenegro, Albanien og Nordmakedonien. Hovedstaden i det bjergrige land er Pristina. Kosovo har en befolkning på ca. to millioner mennesker, hovedsagelig etniske albanere, med mindre befolkningsgrupper af serbere, tyrkere, bosniakker og andre etniske grupper. -
Montenegro
Den 21. maj 2006 afholdt Montenegro en folkeafstemning om opløsning af unionen med Serbien. Dagen efter viste det statskontrollerede resultat, at 55,5% havde stemt for uafhængighed, hvilket var lidt mere end de krævede 55%. Som følge heraf erklærede Montenegros regering landet uafhængigt pr. 3. juni 2006. -
Nordmakedonien
Den 12. juni 2018 blev der underskrevet en aftale mellem Makedonien og Grækenland, som ændrede navnet til Republikken Nordmakedonien (gældende fra februar-marts 2019) i stedet for de hidtil anvendte navne Republikken Makedonien (anvendt i republikken selv og anerkendt af en del lande, bl.a. Danmark) og FYROM (former Yugoslav Republic of Macedonia) (anvendt i FN og andre internationale organisationer); aftalen blev ratificeret i de to lande. Dette skete efter uenighed mellem Grækenland og Republikken Makedonien over brugen af navnet Makedonien. Selve navneskiftet fandt sted 12. februar 2019. -
Serbien
Republikken Serbien, som har et areal på 77.474 km², består ud over det geografiske område Serbien af den autonome provins Vojvodina. Kosovo er formelt en del af Republikken Serbien, men erklærede sig i 2008 uafhængig og er i dag de facto uafhængig af Serbien. Hovedstaden i republikken Serbien er Beograd. For befolkningspyramider til 2100, se under Ukraine.