Kort (geografi) - Israel (State of Israel)

Israels flag

Israel (hebraisk:, ; إسرائيل, ), officielt Staten Israel (hebraisk: , ; دَوْلَةْ إِسْرَائِيل, ), er et land i Mellemøsten beliggende i den sydøstlige ende af Middelhavet. Landet grænser op til Libanon mod nord, til Syrien og Jordan mod øst og til Egypten mod sydvest og består af et geografisk varieret landskab inden for det relativt begrænsede landområde. Vestbredden og Gazastriben er tilstødende områder, som siden Seksdageskrigen i 1967 har været omstridte områder. Med et indbyggertal på omkring 9,4 millioner, hvor hovedparten er jøder, er Israel den eneste stat i verden med en jødisk majoritet. Som en kulturel og religiøs smeltegryde er det også et hjemsted for arabiske muslimer, arabiske kristne, drusere, samaritanere og flere andre religiøse og etniske minoriteter. Jerusalem er officielt landets hovedstad, hvor både landets parlament og regering har hjemsæde. Ligesom tilfældet er med eksempelvis landområder på Vestbredden, er Jerusalems status også omstridt. Således har både israelere og palæstinensere fremsat uforendelige territorielle krav hvad angår Jerusalem. International konsensus virker dog til at indikere, at Jerusalems status endnu ikke er besluttet.

I forbindelse med Det Osmanniske Riges opløsning efter Første Verdenskrig, blev det – af Folkeforbundet – besluttet at etablere Palæstinamandatet i 1922. Dette bestemte, at Storbritannien skulle administrere området foreløbigt med henblik på bl.a. at etablere et "nationalt hjem for det jødiske folk" på sigt. Den efterfølgende periode, under mellemkrigstiden, var karakteriseret af uroligheder, som var forårsaget af spændinger mellem den arabiske og jødiske del af befolkning. Storbritannien agtede, efter anden verdenskrigs afslutning, at afslutte Palæstinamandatet. En afstemning i De Forenede Nationers generalforsamling i 1947 – den såkaldte delingsplanen for Palæstina (resolution 181) – havde her til formål at finde en løsning på uenighederne og stridighederne mellem den arabiske og jødiske del af befolkning i området. Delingsplanen foreslog, at Jerusalem skulle være et "corpus separatum", under international overvågning. Derudover forslog delingsplan en konkret opdeling af landområderne i det daværende Palæstinamandat, hvilket ville have resulteret i skabelsen af såvel en arabisk som en jødisk stat. Selvom delingsplanen blev vedtaget af FN's generalforsamling, var den ikke juridisk bindende, og da Den Arabiske Liga prompte afviste planen blev delingsplanen aldrig til virkelighed. Jøderne, under ledelse af David Ben-Gurion, erklærede efterfølgende, at de havde til hensigt at etablere staten Israel og formulerede i denne forbindelse den israelske uafhængighedserklæring, hvori Israel d. 14. maj 1948 erklærede sin uafhængighed. Uafhængighedserklæringen gjorde dog ikke rede for den nye stats grænser. De arabiske lande indledte en krig, den såkaldte arabisk-israelske krig 1948, blot dagen efter den nye israelske stat havde udråbt sin uafhængighed.

Det nutidige Israels ideologiske retfærdiggørelse findes til dels i Bibelens beskrivelser af Israels land, i den europæiske antisemitisme og jødeforfølgelser, såvel som i zionismen der var en reaktion på jødernes forfærdelige vilkår i Europa. Israel finder endvidere sin retfærdiggørelse i bestemmelserne fra Folkeforbundet Palistinamandatet. Hertil kommer den lange række af begivenheder, der siden statens officielle grundlæggelse er indtruffet i kølvandet på diverse konflikter med forskelige nabostater. Israel har underskrevet fredsaftaler med Egypten (i 1979) og Jordan (i 1994), omend der forsat pågår stridigheder mellem israelerne og palæstinenserne i forhold til grænser og territorielle krav.

Israel er formelt et repræsentativt demokrati med et parlamentaristisk system og universel stemmeret. Alle israelere, uanset religiøs tilhørsforhold, har således stemmeret, ligesom israelske arabere både er repræsenteret i landets parlament (Knesset) og i landets højesteret. Kritikere af Israel har dog ofte beskyldt styret for at være et apartheidstyre. Denne kritik er typisk møntet på styrets behandling af bl.a. palæstinensere på Vestbredden, selvom nogle kritikere ligeledes anvender apartheid-analogi i forhold til styrets behandling af arabiske statsborgere i Israel. Israel tager selv kraftigt afstand fra apartheid-analogien og påpeger, at der er tale om en smædekampagner igangsat af folk, der ikke ønsker, at staten Israel eksisterer. USA's forhenværende udenrigsminister, John Kerry, har givet udtrykt for, at Israel med en etstatsløsning kan udvikle sig til et apartheidstyre. Han har dog senere undskyldt og forklaret, at han ikke mente Israel, som det er i dag.

Statsministeren fungerer som regeringschef, og Knesset (parlamentet) fungerer som Israels lovgivende magt. Målt i bruttonationalprodukt anslås Israels økonomi at være den 44. største i verden, og Israel rangerer desuden højest blandt landene i Mellemøsten hvad angår HDI-indekset, trykkefrihed og økonomi.

Igennem de sidste tre tusinde år har navnet Israel i normal og religiøs brug betydet både Israels land og hele den jødiske nation. Navnet stammer fra et vers i Bibelen (Første Mosebog 32,28), hvor Jakob bliver navngivet Israel efter en vellykket kamp med en af Guds engle. Kritikere er ikke enige om navnets betydning. Nogle mener, at navnet kommer fra verbet śarar ("at herske, blive stærk, have autoritet over"), og ifølge dem betyder navnet "Gud hersker" eller "Gud dømmer". Andre mulige tydninger er "Guds prins" (fra King James oversættelsen 1611) eller "El (Gud) kæmper/strider". Helt fraset navnets præcise betydning er den bibelske nation efter Jakob blev kaldt "Barn af Israel" eller "israelitter".

Den første historiske benævnelse af ordet Israel forekommer i Merneptah Stele efter Det gamle Egypten (dateret tilbage til det 13. århundrede f.Kr.), selvom forskere er uenige i, om der refereres til et folk eller et hjemland. Nutidens land fik navnet Medinat Yisrael ("Staten Israel"), efter at andre foreslåede navne f.eks. Eretz Israel ("Israels land"), Zion og Judea blev afslået. I den uafhængige stats første uger bestemte regeringen, at udtrykket "israelere" skulle betegne Israels borgere, hvilket blev bekendtgjort af udenrigsministeren, Moshe Sharett.