Guld
Guld (på latin aurum) er grundstof nummer 79 i det periodiske system og har det kemiske symbol Au. Under normale tryk- og temperaturforhold optræder dette overgangs- og ædelmetal som et meget tungt, yderst formbart gult metal.
Guld reagerer ikke med langt de fleste kemikalier, men angribes dog af klor, fluor, kongevand og cyanid. Salpetersyre, som ellers kan opløse andre metaller, benyttes til at bekræfte, om et materiale indeholder guld. Kviksølv kan opløse guld, men stofferne danner ikke kemiske forbindelser med hinanden.
Guld er i sin rene form det mest formbare og duktile materiale, der kendes. Et enkelt gram af metallet kan hamres ud til en kvadratmeter bladguld. Det kan gøres tyndt nok til at blive gennemsigtigt. Lys, der passerer, får et blåt eller grønt skær, da guldet tilbagekaster de 'modsatte' farver: Rød og gul.
Det rene guld er således for blødt til de fleste praktiske formål og bruges derfor i legeringer med andre metaller som fx sølv og kobber. Når guld benyttes til smykker, angives dets renhed i karat. Rent guld er 24 karat, men til smykker benyttes ofte 22k, 18k eller 14k. Jo lavere "k" (karat), des højere er indholdet af sølv eller kobber i legeringen. Valget af metaller kan bruges til at justere farven på den resulterende legering. En større mængde af sølv, palladium eller nikkel giver hvidguld, mens en større mængde kobber giver rødguld.
Metallers farve skyldes atomernes evne til at absorbere og 'genudsende' energien i de fotoner ('lyspartikler'), der træffer det: Det er elektronerne i atomerne, der er ansvarlige for dette, og for de fleste metallers vedkommende gør dette nogenlunde lige meget for alle bølgelængder, hvilket giver en omtrent grå nuance. For gulds (og kobbers) vedkommende påvirkes 'elektron-havet' i metallet imidlertid af kvantemekaniske effekter, som giver markante forskelle i, hvor meget lys metallet kan 'genudsende' af de forskellige bølgelængder. Derfor har disse metaller en usædvanlig tydelig farve.
Det er muligt at størstedelen af alt guld i universet, og dermed på Jorden, er dannet ved de kosmiske begivenheder, der kaldes gammaglimt.
Guld reagerer ikke med langt de fleste kemikalier, men angribes dog af klor, fluor, kongevand og cyanid. Salpetersyre, som ellers kan opløse andre metaller, benyttes til at bekræfte, om et materiale indeholder guld. Kviksølv kan opløse guld, men stofferne danner ikke kemiske forbindelser med hinanden.
Guld er i sin rene form det mest formbare og duktile materiale, der kendes. Et enkelt gram af metallet kan hamres ud til en kvadratmeter bladguld. Det kan gøres tyndt nok til at blive gennemsigtigt. Lys, der passerer, får et blåt eller grønt skær, da guldet tilbagekaster de 'modsatte' farver: Rød og gul.
Det rene guld er således for blødt til de fleste praktiske formål og bruges derfor i legeringer med andre metaller som fx sølv og kobber. Når guld benyttes til smykker, angives dets renhed i karat. Rent guld er 24 karat, men til smykker benyttes ofte 22k, 18k eller 14k. Jo lavere "k" (karat), des højere er indholdet af sølv eller kobber i legeringen. Valget af metaller kan bruges til at justere farven på den resulterende legering. En større mængde af sølv, palladium eller nikkel giver hvidguld, mens en større mængde kobber giver rødguld.
Metallers farve skyldes atomernes evne til at absorbere og 'genudsende' energien i de fotoner ('lyspartikler'), der træffer det: Det er elektronerne i atomerne, der er ansvarlige for dette, og for de fleste metallers vedkommende gør dette nogenlunde lige meget for alle bølgelængder, hvilket giver en omtrent grå nuance. For gulds (og kobbers) vedkommende påvirkes 'elektron-havet' i metallet imidlertid af kvantemekaniske effekter, som giver markante forskelle i, hvor meget lys metallet kan 'genudsende' af de forskellige bølgelængder. Derfor har disse metaller en usædvanlig tydelig farve.
Det er muligt at størstedelen af alt guld i universet, og dermed på Jorden, er dannet ved de kosmiske begivenheder, der kaldes gammaglimt.