Urdu
Urdu eller lushkari (især i native translation og stavet indfødt لشکری) er det nationale sprog i Pakistan, og hører til blandt de indoeuropæiske sprog. Det tales også i Indien og hører til verdens ti største sprog. Men da moderne hindi og urdu i høj grad kan ses som ét sprog, er sproget verdens næstmest talte sprog, efter kinesisk.
har samme oprindelse som det danske ord horde. Begge ord stammer fra tyrkisk ordu (= hær, lejr). Stormogulerne i Delhi var oprindeligt centralasiatiske nomader, og deres hof kaldtes derfor urdu-e mu'allâ (= lejr kejserens). Dette gik så over til at betegne deres sprog, og blev efterhånden forkortet til urdu.
Urdu og hindi anses af sprogvidenskabsfolk som ét sprog. Hindi skrives med devanagari-alfabetet, mens urdu skrives med et modificeret arabisk alfabet, i lighed med persisk. Selvom de deler samme grammatisk struktur, benytter Urdu sig så af et hav af låneord fra persisk og arabisk.
Moderne hindi låner en række ord fra urdu, hvorfor forskellen under en almindelig dagligdags samtale ofte ikke er så markante.
Endvidere kan hindi have svært ved at udtale nogle af bogstaverne fra Urdu, som ikke findes i det oprindelige devangari alfabet.
I samtaler hvor der kræves større sproglig kunnen, bliver forskellene i ordvalg mere udtalte.
Ved Pakistans oprettelse i 1947, blev landets navn dannet af det persiske adjektiv pâk (= ren (i troen)), og endelsen -istân (= sted). I sanskrit havde man ordet sthânam (= sted) fra verbalroden sthâ- (= at stå), ligesom dansk har dannet ordene "et sted" og "en stad" af verbet "at stå". Sanskrit -sthanam genfinder vi i navnet på den indiske delstat Rajasthan. Navne som Afghanistan og Kurdistan har det samme ophav.
Konsonanten h er meget ustabil, men n og m er blandt de mest stabile sproglyde vi har. Begynder et urdu-ord med n eller m, er der gode chancer for at finde et beslægtet dansk ord med samme begyndelsesbogstav: Mâ = mor, mausî = moster (hvor både urdu -sî og dansk -ster er forkortede former af det indoeuropæiske ord for "søster", som i urdu ikke har overlevet som selvstændigt ord, men er erstattet med bahin), muñh = mund, na = nej, nîcê = ned, nâk = næse, nayâ = ny, nangâ = nøgen.
Suffikset -ende, som i dansk "sovende", genfindes i urdu -inda. Man har ord som âinda (= fremtid, egentlig "kommende"), parinda (= fugl, egentlig "flyvende"), bâshinda (= beboer, egentlig "værende"), sharminda (= skamfuld), numâinda (= repræsentant). Og selv om de danske ord "nevø" og "niece" er indlånt fransk, er de også indoeuropæiske og beslægtede med urdu navâsâ (= dattersøn) og navâsî (= datterdatter), som urdu på sin side har lånt fra persisk. Flere låneord fra persisk er nâm (= navn), nâf (= navle), murdâbad (= død over, beslægtet med "mord") og mard (= mand – samme rod som mors på latin, for menneskets tydeligste kendetegn er, at det er dødeligt).
Et indoeuropæisk fællesskab for verbet "at bære" genkendes i urdu bhârî (= tung). Bhâr betyder "en byrde" (på norsk "en bør"), og indgår som sidste led i urdu dilbar (= en kæreste, "hjertetyv"), hvor ordstammen bar- viser til "at bære, bortføre".
har samme oprindelse som det danske ord horde. Begge ord stammer fra tyrkisk ordu (= hær, lejr). Stormogulerne i Delhi var oprindeligt centralasiatiske nomader, og deres hof kaldtes derfor urdu-e mu'allâ (= lejr kejserens). Dette gik så over til at betegne deres sprog, og blev efterhånden forkortet til urdu.
Urdu og hindi anses af sprogvidenskabsfolk som ét sprog. Hindi skrives med devanagari-alfabetet, mens urdu skrives med et modificeret arabisk alfabet, i lighed med persisk. Selvom de deler samme grammatisk struktur, benytter Urdu sig så af et hav af låneord fra persisk og arabisk.
Moderne hindi låner en række ord fra urdu, hvorfor forskellen under en almindelig dagligdags samtale ofte ikke er så markante.
Endvidere kan hindi have svært ved at udtale nogle af bogstaverne fra Urdu, som ikke findes i det oprindelige devangari alfabet.
I samtaler hvor der kræves større sproglig kunnen, bliver forskellene i ordvalg mere udtalte.
Ved Pakistans oprettelse i 1947, blev landets navn dannet af det persiske adjektiv pâk (= ren (i troen)), og endelsen -istân (= sted). I sanskrit havde man ordet sthânam (= sted) fra verbalroden sthâ- (= at stå), ligesom dansk har dannet ordene "et sted" og "en stad" af verbet "at stå". Sanskrit -sthanam genfinder vi i navnet på den indiske delstat Rajasthan. Navne som Afghanistan og Kurdistan har det samme ophav.
Konsonanten h er meget ustabil, men n og m er blandt de mest stabile sproglyde vi har. Begynder et urdu-ord med n eller m, er der gode chancer for at finde et beslægtet dansk ord med samme begyndelsesbogstav: Mâ = mor, mausî = moster (hvor både urdu -sî og dansk -ster er forkortede former af det indoeuropæiske ord for "søster", som i urdu ikke har overlevet som selvstændigt ord, men er erstattet med bahin), muñh = mund, na = nej, nîcê = ned, nâk = næse, nayâ = ny, nangâ = nøgen.
Suffikset -ende, som i dansk "sovende", genfindes i urdu -inda. Man har ord som âinda (= fremtid, egentlig "kommende"), parinda (= fugl, egentlig "flyvende"), bâshinda (= beboer, egentlig "værende"), sharminda (= skamfuld), numâinda (= repræsentant). Og selv om de danske ord "nevø" og "niece" er indlånt fransk, er de også indoeuropæiske og beslægtede med urdu navâsâ (= dattersøn) og navâsî (= datterdatter), som urdu på sin side har lånt fra persisk. Flere låneord fra persisk er nâm (= navn), nâf (= navle), murdâbad (= død over, beslægtet med "mord") og mard (= mand – samme rod som mors på latin, for menneskets tydeligste kendetegn er, at det er dødeligt).
Et indoeuropæisk fællesskab for verbet "at bære" genkendes i urdu bhârî (= tung). Bhâr betyder "en byrde" (på norsk "en bør"), og indgår som sidste led i urdu dilbar (= en kæreste, "hjertetyv"), hvor ordstammen bar- viser til "at bære, bortføre".
Land
-
Bahrain
Bahrain (البحرين; ), officielt Kongeriget Bahrain (مملكة البحرين; ) er en suveræn stat i Mellemøsten. Bahrain er en østat ved Den Arabiske Halvø i Den Persiske Bugt. Landet udgøres af en lille øgruppe omkring øen Bahrain, der ligger mellem halvøen Qatar og Saudi-Arabiens nordøstkyst, som Bahrain er forbundet med via den 25 km lange Kong Fahd-vejdæmning. Landet har indbyggere, hvoraf halvdelen er udlændinge. Med et areal på er Bahrain det tredje mindste land i Asien efter Maldiverne og Singapore. Landets hovedstad og største by er Manama, der har indbyggere.
Bahrain var i oldtiden en del af Dilmun-civilisationen. Øriget har siden oldtiden været berømmet for perlefiskeri, og bahrainske perler blev til langt op i 1800-tallet regnet for verdens fineste. I 628 konverterede Bahrain som et af de første områder i verden til islam. Efter en periode med arabisk herredømme, blev Bahrain erobret af Portugal i 1521. Portugiserne blev fordrevet fra øerne i 1602 af den safavidiske shah Abbas 1. I 1783 blev Bahrain erobret af arabiske stammer anført af al-Khalifa-slægten, som endnu sidder på magten i landet. -
Forenede Arabiske Emirater
Forenede Arabiske Emirater (دولة الإمارات العربية المتحدة,, forkortet FAE (den engelske forkortelse: UAE står for United Arab Emirates), er en suveræn forbundsstat i Mellemøsten. FAE er et olierigt ørkenland på den sydøstlige del af den Arabiske Halvø, det grænser op til Oman og Saudi-Arabien, (samt maritimt til Qatar og Iran). FAE har et areal på 83.600 km² og har indbyggere. Hovedstaden er Abu Dhabi, mens Dubai er den største by.
Landet er en føderation af syv emirater: Abu Dhabi, Ajman, Dubai, Fujairah, Ras Al Khaimah, Sharjah og Umm Al Quwain. Den øverste politiske myndighed er "Det øverste Råd", som består af lederne af de syv emirater. Rådet vælger en præsident og vicepræsident, som sidder fem år ad gangen. De vælger også et ministerråd. Landet har en nationalforsamling på 40 medlemmer valgt i de respektive emirater. Hvert emirat har derudover sin egen regering. -
Indien
Indien, officielt Republikken Indien (भारत गणराज्य ( IAST : Bhārat Gaṇarājya); Republic of India), er en suveræn stat i den sydlige del af Asien, hvor landet udgør hovedparten af det indiske subkontinent. Indien grænser op til Pakistan, Kina, Nepal, Bhutan, Bangladesh og Myanmar og har søgrænser til Maldiverne, Sri Lanka og Indonesien. Indien har ligeledes en omdiskuteret grænse til Afghanistan.
Landet har det næsthøjeste antal indbyggere i verden og er det største demokrati med mere end 1 milliard mennesker og flere end 100 forskellige sprog. Den indiske økonomi er den fjerdestørste i verden set i forhold til købekraften. -
Oman
Oman (عمان,, officielt: Sultanatet Oman) er et land beliggende i det østlige hjørne af den Arabiske Halvø. Oman grænser til de Forenede Arabiske Emirater i nordvest, Saudi-Arabien i vest og Yemen i sydvest og har en lang kyst mod det Arabiske Hav i øst og Omanbugten i nordøst. Landet er et enevælde, som stort set alene regeres af en sultan.
Oman er et selvstændigt sultandømme, som ligger i Mellemøsten. Dets leder er sultan Haitham, som efterfulgte sin fætter, Qaboos. Oman var engang et stort handelsland, men blev koloniseret af Portugal og Storbritannien. Hovedstaden er Muscat, som ligger i sletteområdet al-Batinah langs kysten. -
Pakistan
Pakistan, officielt Den Islamiske Republik Pakistan (اسلامی جمہوریۂ پاکستان; ), er et land i Sydasien. Det er verdens femte mest befolkede land med over 230.592.582 indbyggere. Derudover er det verdens 30. største land med et areal på 881.913 km2. Pakistan har 1.046 km kystlinje, som går ud til Det Arabiske Hav og Omanbugten mod syd, og det grænser op til Indien mod øst, Afghanistan mod vest, Iran mod sydvest og Kina mod nordøst. Wakhan-korridoren i Afghanistan gør, at der lige akkurat ikke har grænse til Tajikistan mod nordvest. Landet har en havgrænse til Oman.
Pakistan er det eneste land, der er blevet etableret i Islams navn. Både etnisk og lingvistisk er det et meget alsidigt land, og landets geografi og fauna er ligeledes forskelligartet.