Arabisk (sprog)
Udtrykkene arabisk og klassisk arabisk bruges almindeligvis om det rene arabiske sprog, اللغة العربية؛الفصحى (al-lughat ul-`arabiyyah: det arabiske sprog; al-fushah: klassisk arabisk), som er det sprog, Koranen er affattet på. Arabiske dialekter tales i Nordafrika (Maghreb fra Marokko til Egypten) og i Mellemøsten (fra Palæstina/Israel til Irak, og fra Syrien til Yemen). Maltesisk er også en arabisk dialekt (men skrives med latinske bogstaver).
Arabisk er et semitisk sprog ligesom hebraisk. Det arabiske alfabet har 28 bogstaver og skrives fra højre mod venstre. De korte vokaler a, i og u noteres ikke i normal skrift. De lange vokaler a, i og u noteres. Glidevokalerne w og j noteres med de samme tegn som langt u og i. De korte vokaler kan eventuelt angives ved hjælp af diakritiske tegn over og under konsonanterne.
Den oprindelige korantekst på arabisk opfattes af muslimer som guddommelig, hvorved Koranens sprog har en særlig status. Dette er grunden til, at Koranen i mange lande ikke er blevet trykt på nationalsproget. Eventuelt kan man trykke en tosproget udgave, hvor den arabiske tekst er den indiskutable originale og oversættelsen kun er at opfatte som en fortolkning.
Det moderne, fælles skriftsprog betegnes ofte som moderne standardarabisk og forstås over hele den arabiske verden.
Arabisk er et semitisk sprog ligesom hebraisk. Det arabiske alfabet har 28 bogstaver og skrives fra højre mod venstre. De korte vokaler a, i og u noteres ikke i normal skrift. De lange vokaler a, i og u noteres. Glidevokalerne w og j noteres med de samme tegn som langt u og i. De korte vokaler kan eventuelt angives ved hjælp af diakritiske tegn over og under konsonanterne.
Den oprindelige korantekst på arabisk opfattes af muslimer som guddommelig, hvorved Koranens sprog har en særlig status. Dette er grunden til, at Koranen i mange lande ikke er blevet trykt på nationalsproget. Eventuelt kan man trykke en tosproget udgave, hvor den arabiske tekst er den indiskutable originale og oversættelsen kun er at opfatte som en fortolkning.
Det moderne, fælles skriftsprog betegnes ofte som moderne standardarabisk og forstås over hele den arabiske verden.
Land
-
Algeriet
Algeriet har været hjemsted for mange riger, dynastier og folkeslag, bl.a. numidierne, fønikerne, kartaginienserne, romerne, vandalerne, byzantinerne, umayyaderne, abbasiderne, idrisiderne, aghlabiderne, rustamiderne, fatimiderne, ziriderne, hammadiderne, almoraviderne, almohaderne, spanierne, osmannerne og franskmændene. Berberne udgør landets oprindelige befolkning. Efter 132 år som fransk koloni fik Algeriet uafhængighed den 5. juli 1962 efter en længere periode med borgerkrig og konflikter. -
Comorerne
Republikken Comorerne består af øerne Grande Comore, Anjouan og Mohéli, som er tre ud af de fire hovedøer i øgruppen Comorerne. Den sidste er Mayotte, som tidligere hørte til Republikken Comorerne, men i dag er et fransk departement. De fleste af øerne i øgruppen er små koralrev, men de fire hovedøer er af vulkansk oprindelse og udgør hovedparten af arealet. Øerne ligger på 12 grader sydlig bredde og 44 grader østlig længde. -
Djibouti
Djibouti ligger på Afrikas Horn. Det grænser op til Somalia (Somaliland) mod syd, Etiopien mod syd og vest, Eritrea mod nord og Det Røde Hav og Adénbugten mod øst. Landet har et areal på 23.200 km² og et indbyggertal på. -
Eritrea
Der findes ni folkegrupper i landet. Landet er domineret af semitisk talende folkegrupper, som udgør omkring 85% af den samlede befolkning. De to dominerende sprog er tigrinja og arabisk. De to største religioner i Eritrea er kristendom og islam, idet kristne udgør et klart flertal. -
Forenede Arabiske Republik
Sammenlægningen af Ægypten og Syrien var tænkt som et første skridt i oprettelsen af en panarabisk nation og er det mest bemærkelsesværdige forsøg på at sammenlægge arabiske stater. -
Libyen
Libyen har tredjestørste BNP (KKP) pr. indbygger i Afrika, kun Seychellerne og Sydafrika har højere. En vigtig årsag til dette er landets store oliereserver og lave befolkningstal. -
Marokko
Siden den første marokkanske stat blev grundlagt af i 788, har landet været underlagt en lang række dynastier. Monarkiet nåede et højdepunkt under almoraviderne og almohaderne. Mariniderne og saadierne fortsatte kampen mod fremmed indflydelse, og Marokko undgik som det eneste land i Nordvestafrika at blive erobreret af osmannerne. Det nuværende dynasti kom til magten i 1631. I 1912 blev Marokko delt mellem Frankrig og Spanien, men med en international zone i Tanger. Landet generhvervede sin uafhængighed i 1956. Det har siden da formået at sikre en høj grad af stabilitet og velstand sammenlignet med resten af regionen. -
Mauretanien
-
Somalia
Den nuværende regering ledes af præsident Hassan Sheikh Mohamud, som blev valgt til posten efter daværende præsident Mohamed Abdullahi Mohamed i 2022. -
Sudan
Sudans historie strækker sig tilbage til den faraoniske oldtid. Det udgjorde oprindeligt Kongeriget Kerma (ca. 2500-1500 f.Kr.), der blev indlemmet i Egyptens Nye Rige (ca. 1500-1070 f.Kr.). Det sudanske kongerige Kush (ca. 785 f.Kr.-350 e.Kr) undertvang senere selv Egypten. Efter Kushs sammenbrud, grundlagde nubierne de tre kristne kongedømmer Nobatia, Makuria og Alodia. De to sidstnævnte ophørte først med at eksistere omkring 1500. Størstedelen af Sudan blev i 1300- og 1400-tallet befolket af arabiske nomader. Fra 1500- til 1800-tallet var det centrale og østlige Sudan underlagt sultanatet Funj, mens Darfur-sultanerne herskede i vest og osmannerne i nord. Denne periode var præget af voldsom islamisering og arabisering. -
Tanzania
Fra 1880'erne til 1919 indgik Tanganyika (fastlandsdelen) i den tyske koloni Tysk Østafrika. Efter det tyske nederlag i 1. verdenskrig blev området overdraget til Storbritannien, hvor det forblev til uafhængigheden i 1961. -
Tchad
I begyndelsen af det syvende årtusind f.Kr. flyttede store grupper af mennesker ind i Tchad-sænkningen. I slutningen af det første årtusind f.Kr. kom og faldt en række stater og imperier i Tchads sahelbælte, hvor alle fokuserede på kontrol over de transsahariske handelsruter, som passerede gennem regionen. Frankrig erobrede området i 1920 og indlemmede det som en del af Fransk Ækvatorialafrika. Under ledelse af François Tombalbaye blev Tchad selvstændig i 1960, men hans politik vakte misfornøjelse i den muslimske norddel af landet, hvilket kulminerede i udbruddet af en langvarig borgerkrig i 1965. I 1979 erobrede oprørerne hovedstaden og gjorde en ende på hegemoniet fra syd. Rebellernes ledere kom imidlertid i indbyrdes strid indtil Hissène Habré besejrede sine rivaler. Han blev styrtet i 1990 af sin general Idriss Déby. I de senere år har Darfur-konflikten spredt sig over grænsen fra Sudan og destabiliseret landet. -
Tunesien
Tunesien er hjemsted for den østligste del af Atlasbjergene og den nordligste del af Saharaørkenen. Resten af landet består primært af frugtbar landbrugsjord. Tunesiens 1.300 km lange kystlinje omfatter bl.a. den afrikanske skillelinje mellem det vestlige og østlige Middelhav. -
Uganda
Uganda er en del af Østafrika, som traditionelt består af to regioner, som geografisk og historisk i mange henseender hænger sammen: det traditionelle Britisk Østafrika, som består af Kenya, Tanzania og Uganda, og Afrikas horn, som består af Somalia, Djibouti, Eritrea og Etiopien. -
Vestsahara
Vestsahara ligger mellem Marokko mod nord, Algeriet mod nordøst, Mauretanien mod øst og syd og Atlanterhavet mod vest. Landet har et areal på 266.060 km², har en 1.110 km kystlinje og 2.046 km lang grænse mod andre lande. Territoriet består for det meste af stenørken og har overvejende meget lidt vegetation. -
Bahrain
Bahrain var i oldtiden en del af Dilmun-civilisationen. Øriget har siden oldtiden været berømmet for perlefiskeri, og bahrainske perler blev til langt op i 1800-tallet regnet for verdens fineste. I 628 konverterede Bahrain som et af de første områder i verden til islam. Efter en periode med arabisk herredømme, blev Bahrain erobret af Portugal i 1521. Portugiserne blev fordrevet fra øerne i 1602 af den safavidiske shah Abbas 1. I 1783 blev Bahrain erobret af arabiske stammer anført af al-Khalifa-slægten, som endnu sidder på magten i landet. -
Forenede Arabiske Emirater
Landet er en føderation af syv emirater: Abu Dhabi, Ajman, Dubai, Fujairah, Ras Al Khaimah, Sharjah og Umm Al Quwain. Den øverste politiske myndighed er "Det øverste Råd", som består af lederne af de syv emirater. Rådet vælger en præsident og vicepræsident, som sidder fem år ad gangen. De vælger også et ministerråd. Landet har en nationalforsamling på 40 medlemmer valgt i de respektive emirater. Hvert emirat har derudover sin egen regering. -
Israel
I forbindelse med Det Osmanniske Riges opløsning efter Første Verdenskrig, blev det – af Folkeforbundet – besluttet at etablere Palæstinamandatet i 1922. Dette bestemte, at Storbritannien skulle administrere området foreløbigt med henblik på bl.a. at etablere et "nationalt hjem for det jødiske folk" på sigt. Den efterfølgende periode, under mellemkrigstiden, var karakteriseret af uroligheder, som var forårsaget af spændinger mellem den arabiske og jødiske del af befolkning. Storbritannien agtede, efter anden verdenskrigs afslutning, at afslutte Palæstinamandatet. En afstemning i De Forenede Nationers generalforsamling i 1947 – den såkaldte delingsplanen for Palæstina (resolution 181) – havde her til formål at finde en løsning på uenighederne og stridighederne mellem den arabiske og jødiske del af befolkning i området. Delingsplanen foreslog, at Jerusalem skulle være et "corpus separatum", under international overvågning. Derudover forslog delingsplan en konkret opdeling af landområderne i det daværende Palæstinamandat, hvilket ville have resulteret i skabelsen af såvel en arabisk som en jødisk stat. Selvom delingsplanen blev vedtaget af FN's generalforsamling, var den ikke juridisk bindende, og da Den Arabiske Liga prompte afviste planen blev delingsplanen aldrig til virkelighed. Jøderne, under ledelse af David Ben-Gurion, erklærede efterfølgende, at de havde til hensigt at etablere staten Israel og formulerede i denne forbindelse den israelske uafhængighedserklæring, hvori Israel d. 14. maj 1948 erklærede sin uafhængighed. Uafhængighedserklæringen gjorde dog ikke rede for den nye stats grænser. De arabiske lande indledte en krig, den såkaldte arabisk-israelske krig 1948, blot dagen efter den nye israelske stat havde udråbt sin uafhængighed. -
Jordan
Jordan er et monarki med en stærk kongemagt. Kong Abdullah II tilhører den hashemitiske kongeslægt, der betragter sig som efterkommere af profeten Muhammed. -
Kuwait
Kuwait befinder sig i nordøsthjørnet af Den arabiske halvø og er arealmæssigt et af de mindste lande i verden. Landet ligger mellem breddegraderne 28° og 31° N, og længdegraderne 46° og 49° Ø. Den flade arabiske ørken dækker størstedelen af Kuwait. Landet ligger generelt lavt, med det højeste punkt 306 meter over havet. Landet har ni øer, af disse er kun Failakaøen beboet. Med et areal på 860 km² er Bubiyanøen den største ø i Kuwait og er forbundet med resten af landet med en 2.380 m lang bro. Landområdet er dyrkbart og spredt vegetation findes langs den 499 km lange kystlinje. Kuwait by ligger i Kuwaitbugten, en naturlig dybvandshavn. -
Libanon
Landet gennemgik en blodig og ødelæggende borgerkrig fra 1975-1990. Borgerkrigen skønnes at have krævet ca. 150.000 døde. Flere nabolande, blandt andet Syrien og Israel, var indblandet i den årelange konflikt. Israel invaderede det sydlige Libanon og rømmede først området i 2000. I de følgende år var Sydlibanon præget af sporadiske sammenstød mellem Israel og Hizbollah i det omstridte Shebaa Farms område, som af Libanon hævdes at være besat libanesisk territorium, og ikke syrisk territorium, som hævdet af Israel og FN. Fra 1976 til 2005 havde Syrien reelt besat store dele af landet. Efter borgerkrigen fulgte et par rolige år, men efter drabet på den tidligere premierminister Rafik Hariri i februar 2005 var der uro i Libanon med flere massedemonstrationer rettet mod de syriske styrkers tilstedeværelse, og Syrien blev efter internationalt pres tvunget til at trække sine 14.000 soldater ud af landet. De sidste soldater forlod landet den 26. april 2005. -
Mesopotamien
Den ældst kendte sumeriske tid omfattende bl.a. Ur- og Uruk-kulturen. Arkæologiske udgravninger i det nordlige Mesopotamien har påvist endnu ældre kulturer, men sumererne kendes som den ældste relativt dokumenterede civilisation, idet der er fundet talrige lertavler med sumerisk kileskrift, som beskriver et organiseret samfund. -
Oman
Oman er et selvstændigt sultandømme, som ligger i Mellemøsten. Dets leder er sultan Haitham, som efterfulgte sin fætter, Qaboos. Oman var engang et stort handelsland, men blev koloniseret af Portugal og Storbritannien. Hovedstaden er Muscat, som ligger i sletteområdet al-Batinah langs kysten. -
Qatar
Qatar er et emirat, hvor emiren, som er stats- og regeringschef, udnævner en regering. Der er hverken formelle politiske institutioner eller partier. Den nuværende emir og regeringsleder er sheik Tamim bin Hamad Al Thani, der efterfulgte sin far i 2013. -
Saudi-Arabien
Landet grænser mod Jordan i nordvest, Irak i nord, Kuwait i nordøst, Qatar, Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater i øst, Oman i sydøst og Yemen i syd. Landet ligger ud til den Persiske Bugt i nordøst og det Røde Hav mod vest og er det eneste land, der har kyster mod begge disse have. Saudi-Arabien har anslået 30,8 millioner indbyggere og et areal på cirka 2.150.000 km². -
Syrien
I 1970 kom Hafez al-Assad fra Det Arabiske Socialistiske Ba'ath-parti til magten ved et ikke-blodigt militærkup. Det autoritære regime har haft kontrol siden og da præsidenten døde i 2000 overtog hans søn Bashar al-Assad præsidentembedet. I 1976 blandede Syrien sig i den libanesiske borgerkrig. Først i 2005 trak Syrien sine tropper ud af landet efter pres fra det internationale samfund og den libanesiske opposition. -
Yemen
Historisk var landet en del af Det Islamiske Rige (631-1517), derpå kom landet under det Osmanniske Rige. I 1918 blev landet et kongedømme med en imam som overhoved. Et militærkup i 1962 førte til republik og derefter borgerkrig indtil 1967, hvor landet blev delt i Nordyemen og Sydyemen. I denne konflikt støttede Saudi-Arabien imamen, mens den republikanske regering fik støtte fra Egypten. De to stater blev atter sammenlagt ved Yemens genforening i 1990.