Oslo (Oslo County)
Oslo er også hovedsæde for Viken fylke, men ligger selv udenfor fylket. Nabokommunerne (alle beliggende i Viken) er mod vest Bærum og Ringerike, mod nord Lunner, mod øst Nittedal, Lillestrøm, Lørenskog og Enebakk, mod syd Nordre Follo samt mod vest Nesodden med Bunnefjorden imellem.
Byen har et areal på 454 km², hvoraf 147 km² er bymæssigt bebygget, mens 307 km² ligger i Marka. Oslo kommune har 693.494 indbyggere (1. jan. 2020). Dvs. over 1.500 indbyggere pr. km². 2/3 af kommunens areal er vand- og skovområder uden for den reelle bybebyggelse, og den reelle tæthed er på 5500 indbyggere pr km². Oslos byområde har 1.019.513 indbyggere, og Osloregionen har 1.546.706 indbyggere (1. jan. 2019). Højeste punkt er Kjerkeberget, 629 meter over havet. Dette er for øvrigt også Oslos nordligste punkt.
Det Kongelige Slott, Stortinget, regeringen, Høyesterett og de fleste andre nationale, offentlige administrationsorganer ligger i Oslo.
Oslo blev ifølge Snorres kongesaga grundlagt cirka år 1048 af kong Harald Harderåde. Nyere arkæologiske udgravninger har påvist kristne grave fra før år 1000, og det fik byen til at fejre sit 1000 års jubilæum i 2000.
Oslo blev Norges kongssæde i 1299, da kong Håkon 5. Magnusson, som tidligere havde været hertug over blandt andet Østlandet og havde sæde i Oslo, blev konge efter broderen Erik Præstehader. Han påbegyndte opførelsen af Akershus fæstning, som senere blev kongeresidens. Håkon Magnusson igangsatte en række andre byggeaktiviteter som Mariakirken og sørgede for, at byen udviklede sig gennem højmiddelalderen og fordoblede sit indbyggertal til ca. 3.500. Byen blev plyndret og brændt ned af hertug Erik af Södermanland i 1308, men den endnu ufærdige fæstning modstod belejringen. I 1314 blev Oslo Norges hovedstad, da provsten i Mariakirken i Oslo blev udnævnt til kansler og fik Rigets segl "til evig tid".
I unionstiden med Danmark (1387-1814) mistede byen sin status som hovedstad og stagnerede økonomisk. Reformationen reducerede også kirkens betydning som økonomisk magtfaktor, og tabet af arbejdspladser bidrog til byens tilbagegang.
Gennem middelalderen blev byen ramt af brande, som raserede det meste af bebyggelsen, men den blev hver gang genopført. Reformationen gjorde de fleste af byens mange kirker og klostre overflødige, og de var derfor ofre for forfald og plyndring efter bybrandene – eller de blev bevidst revet ned for at man kunne genbruge bygningsmaterialerne til andre formål. Under svenskernes belejring i 1567 blev byen også brændt. Efter en ødelæggende brand i 1624 blev byen flyttet til den modsatte side af Bjørvika efter krav fra kong Christian IV. Af byens betydelige bygninger var det blot katedralen, Sankt Hallvardskirken, og bispegården på ruinerne af det tidligere Olavskloster, der var klarede branden. Den blev genrejst som en befæstet by med bastioner med Akershus som citadel. Reguleringsplanen efter renæssancens idealer med lige og brede gader og rektangulære bygninger skulle hindre fremtidige brande. Af samme grund blev det påbudt at bygge i murværk eller udmuret bindingsværk. Samtidig fik byen navnet Christiania efter kongen. Mellem 1877 og 1925 blev navnet almindeligvis skrevet Kristiania. Navnet Oslo blev genindført i 1925.
1700-årene blev en økonomisk opgangstid med betydelig vækst i skibsfart og trælasteksport, og folketallet steg mod slutningen af unionstiden.
Christiania blev igen hovedstad i 1814, da unionen med Danmark blev opløst. 1800-tallet blev en tid med stærk ekspansion for byen, og mange offentlige bygninger blev opført: Slottet, Universitetet, Stortinget, Nationaltheatret og mange flere. Nye bydele voksede frem for at give husrum til tilflytterne, som skulle bemande de nye fabrikker i sidste halvdel af århundredet. 1. januar 1859 blev Bymarken og en del af Aker kommune med 9.551 indbyggere indlemmet i Christiania. 1. januar 1878 blev yderligere dele af Aker med 18.970 indbyggere overført til hovedstaden (som nu hed Kristiania). Baggrunden for disse byudvidelser var, at man ønskede at få reguleret de sociale og bygningsmæssige forhold i forstæderne, og man indførte murtvang for at reducere brandfaren. I 1880'erne og 1890'erne var der højkonjunktur med en hektisk byggeaktivitet, hvor meget af dagens «murby» blev rejst. Efter krakket i 1899 indtraf der en vis stilstand i byggeaktiviteterne frem til 1910/1911, hvor kommunen begyndte at engagere sig i boligbygningen.
Kort (geografi) - Oslo (Oslo County)
Kort (geografi)
Land - Norge
Norges flag |
Det første norske aftryk på verdenshistorien kom i vikingetiden, hvor mænd fra Norge og det øvrige Norden drog ud i en stor del af Europa samt mod nord og vest. Vikingerne var både handelsmænd og røvere, der blandt andet nåede Grønland og Nordamerika. Vikingetiden blev efterhånden afløst af kristendommen, og den norske indflydelse i omverdenen, der nåede sit største omfang i midten af 1200-tallet, svandt efterhånden ind. Norge blev en del af en union med Danmark, hvor magten lå gennem mere end fire århundreder, inden landet i 1814 fik sin egen grundlov. Det blev i første omgang ikke til selvstændighed, idet Sverige invaderede landet, men svenskerne gav Norge et udstrakt selvstyre. Nationalfølelsen blev i løbet af det 19. århundrede en stadig vigtigere faktor i Norge, der først blev selvstændigt i 1905.
Valuta / Sprog
ISO | Valuta | Symbol | Betydende cifre |
---|---|---|---|
NOK | Norske kroner (Norwegian krone) | kr | 2 |
ISO | Sprog |
---|---|
FI | Finsk (Finnish language) |
SE | Nordsamisk (Northern Sami) |
NO | Norsk (Norwegian language) |
NN | Nynorsk (Nynorsk) |