Kort (geografi) - Aragonien (Aragon)

Aragonien eller Aragon (spansk Aragón) er en provins i det nordlige Spanien, men var tidligere et selvstændigt kongerige (el reino de Aragón), som i middelalderen bestod af de aragonske provinser: Aragonien, Catalonien og Valencia og de Baleariske Øer i alt 106.800 km². Hovedstaden er Zaragoza. De fleste talte og taler catalansk, hvad der har skabt et modsætningsforhold til de spansktalende castilianere. Det viste sig under den spanske borgerkrig 1936-39, hvor Castillien i store træk var på de oprørske falangisters side, mens catalanerne støttede republikken til det sidste.

Kongeriget Aragonien opstod under kampene mod maurerne ("la reconquista"), idet en del vestgoter flygtede op i bjergene og dannede småstater, der efterhånden udbredte sig mod syd. Et par af disse småriger var Sobrarbe og Ribagorza, der ca. år 1000 kom under kongerne af Navarra. En af dem, Sancho den Store, overgav landet til sin søn Ramiro, der 1035 antog titlen Konge af Aragonien.

Alfons 1. af Aragonien erobrede i 1118 Zaragoza fra maurerne og gjorde byen til rigets hovedstad. Ved giftermål blev Aragonien i 1162 forenet med Catalonien. Desuden erhvervedes landskaberne Roussillon og Montpellier (som i dag hører under Frankrig), så Aragonien efter Castilien var halvøens mægtigste kristne rige. En tid havde Aragonien også magten over øerne Sardinien og Sicilien. Efterhånden erobrede Aragonien de nærliggende mauriske kongeriger. I 1238 fik man Valencia, og i 1343 Balearerne. Peter 4. (5. september 1319 – 6. january 1387) forsøgte først gennem en retssag at opnå herredømmet over Mallorca, men erobrede øen i en krig, inden sagen var afgjort. Da Ferdinand 2. af Aragonien i 1469 ægtede Kastiliens arving, Isabella, blev grunden lagt til den forening af Aragonien og Castilien, som blev virkeliggjort, da Johan 2. af Aragonien døde i 1479.

Af alle Europas stater var Aragonien den, der først udviklede sig til et konstitutionelt monarki. Derfor er dets forfatningshistorie betydningsfuld. Kongens magt blev tidligt begrænset af en rigsdag (Cortes), der var delt i 4 stænder (gejstlighed, højadel, lavadel og byernes borgere). I 1287 måtte Kong Alfons 3. udstede et "Unionsprivilegium", der betød, at Cortes skulle sammenkaldes hvert år i Zaragoza, og forsamlingen fik ret til at vælge kongens statsråd og kåre en anden konge, hvis han forfulgte noget medlem af Cortes med retssager uden stændernes samtygge. Ganske vist ophævede Peter 4. "Unionsprivilegiet" i 1348, og i stedet blev der indsat en myndighed mellem regering og folk, som skulle udjævne alle stridigheder mellem kronen og stænderne.

Også efter foreningen med Castilien beholdt Aragonien sin frie forfatning, og først efter den Spanske Arvefølgekrig mistede Aragonien sin grundlov og sine rettigheder. Den sidste rigsdag i Aragonien blev afholdt i 1720. Aragonien tog ivrigt del i Carlistkrigene i det 19. århundrede, men landet blev splittet, så Øvre-Aragonien stod på Isabellas side, mens Nedre-Aragonien støttede Carlos.