Svensk (sprog)
Svensk er et østnordisk sprog som tales af omkring 9.500.000 mennesker først og fremmest i Sverige, på Åland og i dele af Finland. Det er i nær slægt med dansk og norsk, og brugere af de tre sprog har som regel små vanskeligheder med at forstå hinanden. Svensk skiller sig ud med sin prosodi, som kan variere markant mellem forskellige dialektområder. I det indgår både aspekter som tryk og i visse tilfælde tone. Sproget har et relativt stort antal vokaler, som har både korte og lange varianter, og danner tilsammen 18 vokalfonemer. Et unikt aspekt af svensk er sje-lyden (den første lyd i ordet "skjuta"), som findes i mange forskellige dialektale varianter. Selv om lignende lyde, med tydelig labialiserende udtale, findes i mange sprog, er svensk det eneste sprog som benytter lyden som et fonem. Også den svenske udtale af den skrevne vokal u (både som lang [] og kort []) er globalt set ualmindelig, selv om udtalen varierer i forskellige svenske dialekter.
Rigssvensk er den almindelige benævnelse på standardsproget, som bruges i medier, presse og kommunikation mellem personer fra forskellige dialektområder, og er baseret på dialekterne omkring Stockholm og Mälardalen. Selv om distinkte regionale varianter baseret på lokale dialekter bruges, er både det talte og skrevne rigssprog standardiseret og ensartet i hele landet. Nogle af de mere traditionelle bydialekter skiller sig markant fra rigssvensk i grammatik, ordforråd og fonologi, og nogle kan være vanskelige at forstå for udenforstående. De kaldes af sprogforskere bymål, sockenmål eller bondska og tales i små byer af få mennesker, ofte med lav social mobilitet. Selv om mange af disse dialekter ikke risikerer at uddø i nær fremtid, er dialekternes udbredelse mindsket i løbet af 1900-tallet, til trods for at de er vel kortlagt og ofte opmuntres af lokale myndigheder i Sverige.
I Finland og Estland tales hhv. finlandssvensk og estlandssvensk.
Svensk er et indoeuropæisk sprog, som tilhører den nordgermanske gren af de germanske sprog. Sammen med dansk tilhører det den østnordiske undergruppe, som skiller disse to sprog fra de vestnordiske sprog norsk, færøsk og islandsk. En moderne opdeling af sprogene baserer sig på gensidig forståelighed og deler de nordiske sprog i en fastlandsskandinavisk gruppe som dansk, norsk og svensk, og en øskandinavisk gruppe som færøsk og islandsk. Dette skyldes, at dansk i lighed med svensk og norsk har indtaget mange lavtyske låneord, og i større grad end de andre vestnordiske sprog har fået forenklet morfologi.
Ifølge de fleste vedtagne kriterier for gensidig forståelighed kan de fastlandsskandinaviske sprog betragtes som dialekter af samme sprog. Men på grund af århundreder med konflikter mellem især Danmark-Norge og Sverige, som udkæmpede en lang række krige fra 1500-tallet til 1814, og de nationalistiske idéstrømninger, som var mest aktuelle i løbet af 1800- og 1900-tallet, har de tre sprog forskellig ortografi, ordforråd, grammatik og hver deres sprogmyndigheder. Dansk, norsk og svensk beskrives fra et lingvistisk perspektiv derfor bedst som en gruppe nært beslægtede dialekter af "skandinavisk", og mange dialekter af nationalsprogene kan beskrives som en mellemting mellem to sprog, som for eksempel de svenske dialekter, som tales i Dalsland og Värmland nær grænsen til Norge.
Rigssvensk er den almindelige benævnelse på standardsproget, som bruges i medier, presse og kommunikation mellem personer fra forskellige dialektområder, og er baseret på dialekterne omkring Stockholm og Mälardalen. Selv om distinkte regionale varianter baseret på lokale dialekter bruges, er både det talte og skrevne rigssprog standardiseret og ensartet i hele landet. Nogle af de mere traditionelle bydialekter skiller sig markant fra rigssvensk i grammatik, ordforråd og fonologi, og nogle kan være vanskelige at forstå for udenforstående. De kaldes af sprogforskere bymål, sockenmål eller bondska og tales i små byer af få mennesker, ofte med lav social mobilitet. Selv om mange af disse dialekter ikke risikerer at uddø i nær fremtid, er dialekternes udbredelse mindsket i løbet af 1900-tallet, til trods for at de er vel kortlagt og ofte opmuntres af lokale myndigheder i Sverige.
I Finland og Estland tales hhv. finlandssvensk og estlandssvensk.
Svensk er et indoeuropæisk sprog, som tilhører den nordgermanske gren af de germanske sprog. Sammen med dansk tilhører det den østnordiske undergruppe, som skiller disse to sprog fra de vestnordiske sprog norsk, færøsk og islandsk. En moderne opdeling af sprogene baserer sig på gensidig forståelighed og deler de nordiske sprog i en fastlandsskandinavisk gruppe som dansk, norsk og svensk, og en øskandinavisk gruppe som færøsk og islandsk. Dette skyldes, at dansk i lighed med svensk og norsk har indtaget mange lavtyske låneord, og i større grad end de andre vestnordiske sprog har fået forenklet morfologi.
Ifølge de fleste vedtagne kriterier for gensidig forståelighed kan de fastlandsskandinaviske sprog betragtes som dialekter af samme sprog. Men på grund af århundreder med konflikter mellem især Danmark-Norge og Sverige, som udkæmpede en lang række krige fra 1500-tallet til 1814, og de nationalistiske idéstrømninger, som var mest aktuelle i løbet af 1800- og 1900-tallet, har de tre sprog forskellig ortografi, ordforråd, grammatik og hver deres sprogmyndigheder. Dansk, norsk og svensk beskrives fra et lingvistisk perspektiv derfor bedst som en gruppe nært beslægtede dialekter af "skandinavisk", og mange dialekter af nationalsprogene kan beskrives som en mellemting mellem to sprog, som for eksempel de svenske dialekter, som tales i Dalsland og Värmland nær grænsen til Norge.
Land
-
Finland
Finland (svensk Finland, finsk: Suomi), officielt Republikken Finland (svensk: Republiken Finland, finsk: Suomen tasavalta), er et land i Nordeuropa. Det grænser op til Sverige i nordvest, Norge i nord, og Rusland i øst. Syd for Finland, på den anden side af Finske Bugt, ligger Estland. Som et nordisk land tilhører Finland den geografiske region Fennoskandinavien, der foruden Finland også består af Skandinavien (Danmark, Norge og Sverige). Af Finlands 5,54 millioner indbyggere (2020) bor størstedelen i den sydlige del af landet. 88,7 % af befolkningen er etniske finner, som taler det uralske sprog finsk, der ikke er beslægtet med de skandinaviske sprog. Landets anden hovedgruppe er finlandssvenskerne, som taler svensk (5,3 %). Finland er med sine 338.445 kvadratkilometer det ottendestørste land i Europa og det tyndest befolkede land i EU (18 indbyggere pr. kvadratkilometer). Landet er en parlamentarisk republik bestående af 293 fastlandskommuner (primo 2021) samt én selvstyrende region, Ålandsøerne med 16 kommuner. I hovedstaden Helsinki bor omkring 650.000 mennesker, mens der i Hovedstadregionen bor cirka 1,4 millioner mennesker, som samlet står for en tredjedel af landets BNP.
Der har boet mennesker i Finland, siden isen trak sig tilbage for cirka 11.000 år siden. De første indbyggere var jægere og samlere, som brugte stenredskaber, der deler karakteristika med værktøj fundet i Estland, Rusland og Norge. Lertøj gjorde sit indtog i 5.200 f.Kr, da den kamkeramiske kultur kom til det finske område. Landbruget blev sandsynligvis først indført, da enkeltgravskulturen kom til det sydlige Finlands kystområder for omkring 5.000 år siden. I bronze- og jernalderen handlede man aktivt med andre fennoskandinaviske såvel som baltiske kulturer. Ved udgangen af jernalderen bestod det nuværende Finland af tre kulturelle områder: Det egentlige Finland, Tavastland og Karelen. -
Island
Island (Ísland) er en nordisk europæisk østat, der ligger, hvor Nordatlanten møder Ishavet på den midtatlantiske ryg. Landet har 364.260 indbyggere og et areal på 103.000 km², hvoraf landarealet udgør 100.250 km², hvilket gør det til Europas tyndest befolkede land. Landets hovedstad og største by er Reykjavík, der sammen med de omgivende områder i den sydvestlige del af landet er hjemsted for to tredjedele af landets befolkning.
Island er vulkansk og geotermisk aktivt. Det indre af landet består hovedsageligt af en højslette af sand og lava, bjerge og gletsjere, hvorfra en række gletsjerfloder løber mod havet gennem lavlandsområderne. Island opvarmes af Golfstrømmen og har et tempereret klima på trods af placeringen relativt højt mod nord lige op til den nordlige polarcirkel. -
Sverige
Sverige (svensk: Sverige), officielt Kongeriget Sverige (svensk: Konungariket Sverige), er et land i Nordeuropa. Det grænser op til Norge mod vest og Finland mod øst. Sverige er forbundet med Danmark via en bro- og tunnelforbindelse over Øresund i sydvest. Det er med sine 450.295 kvadratkilometer, heraf landareal 407.311 km², EU’s 3. største land. Med godt 10,5 millioner indbyggere har Sverige dog en forholdsvis lav befolkningstæthed med 25,5 indbyggere pr. kvadratkilometer landareal (september 2022). Størstedelen af landets befolkning lever i den sydlige del af landet. Omkring 87 % af svenskerne lever i byområder på over 200 indbyggere. Efter OECDs definition bor 41% af indbyggerne i byområder på over 50.000 indbyggere.
Siden forhistorisk tid har Sverige været befolket af de germanske folkeslag götere og sveere. Sydsverige er hovedsagelig landbrugsland, mens størstedelen af det nordlige Sverige er dækket af skov. Til trods for dets nordlige beliggenhed har Sverige et mildt klima. Det skyldes først og fremmest landets omfattende kystlinje. Sverige tilhører den geografiske region Skandinavien. Det konstitutionelle monarki Sverige er et parlamentarisk demokrati med en monark som statsoverhoved. Hovedstaden Stockholm er også landets største by. Den lovgivende magt udgøres af Riksdagen, der består af ét kammer med 349 medlemmer. Regeringen udgør med statsministeren i spidsen landets udøvende magt. Sverige er en enhedsstat bestående af 21 len og 290 kommuner. -
Åland
Åland (på dansk også Ålandsøerne, finsk: Ahvenanmaa) er en finsk selvstyrende øgruppe med 26.530 indbyggere, beliggende i den nordlige del af Østersøen ved indgangen til Den Botniske Bugt og ca. 40 km fra den svenske og 100 km fra den finske kyst. Øgruppen består af over 6.500 øer og skær. Hovedstaden er Mariehamn.
Ifølge Folkeforbundets beslutning i 1921 blev øerne en demilitariseret zone og kom under finsk styre, men med internt selvstyre. Flertallet af Ålandsøernes indbyggere har et reserveret forhold til det finske hovedland, men er tilfreds med den nuværende autonomstatus.