Moldova
Republikken Moldova er et østeuropæisk land beliggende mellem Rumænien og Ukraine. Landet har ikke adgang til Sortehavet og udgjorde fra 1945 til 1991 en delrepublik i Sovjetunionen. Landet har siden sin løsrivelse fra Sovjetunionen været præget af en konflikt mellem centralregeringen og landets etnisk-russiske mindretal i Transnistrien (Transdnjestr), der de facto har løsrevet sig fra Moldova. Indbyggerne i staten kaldes moldovere, og er for flertallets vedkommende etniske rumænere. Større mindretal udgøres af russere, ukrainere og gagauzere. Sidstnævnte er et kristent tyrkisktalende folk. Må ikke forveksles med det historiske fyrstendømme Moldavien, der var underlagt tyrkisk herredømme.
Siden sidst i Middelalderen udgjorde Moldova den østlige del af det rumænske fyrstendømme Moldavien, som var en vasalstat under osmannisk overhøjhed. Samme status havde nabolandet Valakiet. Under Napoleonskrigene erobrede den russiske zar Alexander 1. den østlige del af fyrstendømmet Moldavien. Det erobrede område omtaltes også som Bessarabien og omfatter ud over den nuværende republik Moldova en smal landstribe mellem Moldova og Sortehavet. Hele Bessarabien forblev under russisk kontrol indtil den russiske revolution. I 1920 blev Bessarabien indlemmet i kongeriget Rumænien.
Rumænien
Rumænien (România ) er en suveræn stat i det sydøstlige Europa. Landet grænser op til Sortehavet, Bulgarien, Ukraine, Ungarn, Serbien og Moldova. Landet har et areal på 238.391 km² (landareal 229.891 km²) og et tempereret-fastlandsklima. Med sine 19,94 millioner indbyggere er Rumænien det syvendestørste medlem af EU. Hovedstaden og den største by, Bukarest, er med sine 1.883.425 (20. oktober 2011) indbyggere den sjettestørste by i EU.
Floden Donau, Europas næstlængste flod, strækker sig fra Tyskland i sydøstlig retning 2.857 km, hvor den løber gennem ti lande før den tømmes i Rumæniens Donaudelta. Karpaterbjergkæden, som krydser Rumænien fra nord til sydvest, markeres ved et af de højeste punkter, Moldoveanu, der er 2544 m.