Land
Indonesien
Indonesien, officielt Republikken Indonesien (Republik Indonesia), er et land i Sydøstasien, der består af de seks hovedøer Sumatra, Java, Sulawesi, Bali, Kalimantan (den indonesiske del af Borneo) og Irian Jaya (den indonesiske del af Ny Guinea), samt 13.677 mindre øer. Omkring 3.000 af øerne er beboede og strækker sig over et vulkansk område på 1.904.569 km². Indonesien er verdens største øgruppe. Landet er medlem af ASEAN.
Landet dækker kun 1,3 pct. af Jordens overflade, men udgør en region med meget stor naturlig variation inden for flora og fauna. 10% af Jordens blomstrende planter, 17% af dens fugle, 12% af dens pattedyr og 16% af dens reptiler og padder findes repræsenteret i Indonesien.
Belgien
Belgien (nederlandsk: België, fransk: Belgique, tysk: Belgien), officielt Kongeriget Belgien (nederlandsk: Koninkrijk België, fransk: Royaume de Belgique, tysk: Königreich Belgien), er et land i Vesteuropa. Det grænser op til Frankrig, Nederlandene, Tyskland, Luxembourg og Nordsøen. Belgien er et lille og tætbefolket land. Det har et samlet areal på 30.528 kvadratkilometer (landareal 30.230) og et indbyggertal på 11.365.834. Belgien ligger på grænsen mellem det germanske og romanske Europa og er således hjemsted for to lingvistiske hovedgrupper: De nederlandsktalende flamlændere, som udgør ca. 59 % af befolkningen, og de fransktalende vallonere, som udgør ca. 41 %. Der lever desuden en lille gruppe tysktalende i den østlige del af landet.
De moderne stater Belgien, Nederlandene og Luxembourg er historisk set blevet kaldt for Nederlandene. Foruden de nuværende Benelux-lande, omfattede dette område oprindeligt også mindre dele af det nordlige Frankrig og vestlige Tyskland. Regionen blev på latin kaldt Belgica, hvilket var afledt af navnet på den romerske provins Gallia Belgica. Fra slutningen af middelalderen og frem til begyndelsen af det 17. århundrede var det nuværende Belgien et blomstrende kultur- og handelscentrum. Fra det 16. århundrede og frem til Den Belgiske Revolution i 1830, da Belgien løsrev sig fra Nederlandene, tjente Belgien i flere tilfælde som slagmark for Europas stormagter. Landet blev derfor kendt som ”Europas slagmark”, hvilket yderligere blev forstærket under begge verdenskrige.
Holland
Holland (eller Nederlandene (formen Nederland er også korrekt, men bruges stort set ikke); Nederland ) er et konstituerende land i Kongeriget Nederlandene bestående af tolv provinser i Vesteuropa og tre øer i det Caribiske Hav. Den europæiske del grænser mod nord og vest til Nordsøen, Belgien mod syd og Tyskland mod øst; og deler sine maritime grænser med Belgien, Tyskland og Storbritannien.
Landet er det tættest befolkede i Europa (bortset fra småstaterne Monaco, Vatikanstaten, Malta og San Marino). Det er også et af verdens lavestliggende lande, hvilket navnet Nederlandene henviser til. 26 % af landet er indvundet ved inddæmning og beskyttet af diger. Nederlandene har 17.300.000 indbyggere (6. marts 2019), der kaldes nederlændere eller hollændere. De bebor et landareal på 33.718 km². Befolkningstæthed: 513 indbyggere per km² landareal, 416 per km² samlet areal.
Aruba
Aruba er en ø i det sydlige Caribien og et af de fire konstituerende lande, der udgør Kongeriget Nederlandende (udover Curaçao, Nederlandene og Sint Maarten). Indbyggerne i Aruba er derfor også nederlandske statsborgere.
Arubas hovedstad er Oranjenstad.
Caribisk Nederlandene
Caribisk Nederlandene (nederlandsk: 'Caribisch Nederland', papiamento: Hulanda Karibe, engelsk: Caribbean Netherlands) viser til de tre nederlandske kommuner med speciel status som ligger i Caribien: Bonaire, St. Eustatius og Saba. Territoriet er også kendt som Bonaire, Sint Eustatius og Saba eller BES-øerne.
Bonaire (med øen Klein Bonaire) ligger øst for Aruba og Curaçao, nær Venezuelas kyst. Saint Eustatius og Saba ligger syd for Sint Maarten og nordvest for Saint Kitts og Nevis. De tre øerne fik sin nuværende status da De nederlandske Antiller blev opløst 10. oktober 2010. De har tilsammen 18.000 indbyggere og et areal på 328 km².
Curaçao
Curaçao (142.180 indbyggere i 2010 ) med øens hovedby, Willemstad, som er hovedstad for landet, der siden 10. oktober 2010 har været en selvstændig stat inden for Kongeriget Nederlandene og ligger i den sydlige del af det Caribiske Hav.
De mest talte sprog på Curaçao er papiamento, spansk, engelsk og nederlandsk. Papiamento er førstesproget for de fleste af øens indbyggere. Papiamento er et kreolsk sprog, udviklet gennem århundreder som følge af kontakten imellem de forskellige befolkningsgrupper på øen. Selv om det er et bredt anerkendt sprog, opfattes brugen af nederlandsk som prestigiøst.
Sint Maarten
Sint-Maarten er et selvstændig land inden for det Kongeriget Nederlandene som tidligere tilhørte under de forhenværende Nederlandske Antiller og består af den sydlige del af øen Saint Martin.
Den nordlige del tilhører Frankrig, mens den sydlige er en del af Kongeriget Nederlandene. Der er en befolkning på godt 33.000 mennesker på et areal af 21,07 km².
Surinam
Surinam, officielt Republikken Surinam (nederlandsk: Republiek Suriname), er et land i det nordøstlige Sydamerika. Det grænser op til Fransk Guyana i øst, Guyana i vest og Brasilien i syd. Surinam er med sine 165.000 km 2 Sydamerikas mindste land. Surinam har et indbyggertal på 558.368, hvoraf størstedelen bor langs nordkysten i og omkring landets hovedstad Paramaribo. Paramaribo er også landets største by.
Det nuværende Surinam var længe hjemsted for adskillige indfødte stammer. Europæerne kæmpede om området før det omsider kom under nederlandsk herredømme i slutningen af det 17. århundrede. I 1954 blev Surinam ophøjet fra koloni til et af Kongeriget Nederlandenes tre konstituerende lande. Den 25. november 1975 forlod Surinam det nederlandske kongerige og blev en uafhængig stat. Landet har dog fortsat tætte økonomiske, diplomatiske og kulturelle forbindelser til Nederlandene. Surinams indfødte stammer har været tiltagende aktive i kampen for flere landrettigheder.