Land
Christmas Island
Christmas Island ligger i det Indiske Ocean og skal ikke forveksles med Christmas Island (Stillehavet).
Øen er et ikke-selvstyrende territorium under Australien 2360 km NV for Perth og 500 km syd for Jakarta, Indonesien. Der bor 1.500 personer som primært bor på den nordlige del i byerne Settlement, Silver City, Kampong, Poon Saan og Drumsite. Hovedstaden er Flying Fish Cove og den australske regering udpegede i 2003 Evan Williams, som øens administrator. Øen har en forsamling bestående af 9 medlemmer, der mødes hvert andet år. Der findes ingen politiske partier.
Hongkong
Hongkong (香港) er en særlig administrativ region ved det Østkinesiske Hav i det sydlige Kina med grænse til den kinesiske provins Guangdong. Hongkong, der var britisk, bestod oprindeligt udelukkende af øen Hongkong og den over for liggende halvø Kowloon samt en enkelt mindre ø. Efter en periode viste området sig at være for begrænset, og Storbritannien indgik en lejeaftale med Kina om et større landområde nord for Kowloon samt en række omkringliggende øer. Disse lejede områder blev betegnet New Territories. Byen Hongkong ligger på Hongkongøens nordside, hvor det smalle stræde mellem Hongkongøen og Kowloon udgør de ideelle naturmæssige betingelser for havnen Victoria Harbour.
Hongkong, som fra 26. januar 1841 var britisk kronkoloni, blev overdraget til Kina i 1997, og har i dag begrænset selvstyre under den kinesiske regering. Hongkongs indbyggertal ligger på omkring syv millioner, og landarealet er cirka 1.100 kvadratkilometer. Verdens tættest befolkede lokalitet, Mong Kok, ligger i Hongkong.
Kina
Kina (officielt navn: Folkerepublikken Kina) (中华人民共和国) er en suveræn stat i Østasien. Med en befolkning på knap 1,4 milliard mennesker, hvilket er ca. en femtedel af jordens befolkning, er det verdens mest folkerige land. Landet er en etpartistat, der er styret af Kinas kommunistiske parti med hovedsæde i hovedstaden Beijing.
Kina er i areal det største land i Østasien og det fjerdestørste land i verden (Rusland, Canada og USA er større).
Macao
Macao (stavemåde på moderne portugisisk: Macau) er en tidligere portugisisk koloni beliggende en times sejlads med hurtigbåde fra Hongkong. Macao er en del af Kina og er forbundet både naturligt og med broer til fastlandet sydøst for Canton.
Efter at have været portugisisk koloni overgik Macao i 1999 til Folkerepublikken Kinas suverænitet i henhold til princippet om "Et land – to systemer", som første gang blev indført i 1997, da Hongkong ligeledes overgik til Kina. Macao opnåede dermed – inspireret af den indførte styreform for Hongkong – status som Special Administrative Region (SAR) med varighed i 50 år regnet fra overgangen til kinesisk overhøjhed.
Malaysia
Malaysia er et land i Sydøstasien, der er delt i en vestlig del på den malaysiske halvø og en østlig del på øen Borneo. På fastlandet grænser Malaysia til Thailand i nord og bystaten Singapore i syd. På Borneo grænser Malaysia til Brunei i nord og Indonesien i syd. Malaysias største by og hovedstad er Kuala Lumpur, der ligger nordvest på fastlandet. Lige syd for Kuala Lumpur ligger den administrative hovedstad Putrajaya. Malaysia er medlem af ASEAN.
Malaysia er en forholdsvis ung stat, der først fik sin endelige udstrækning i 1965, efter at Singapore trak sig ud. Staten blev grundlagt ved en sammenslutning af flere tidligere britiske besiddelser, foreløbigt i 1957 og endeligt i 1963. Formelt er Malaysia et føderalt, konstitutionelt valgmonarki, der består af tretten delstater og tre føderale territorier baserede på historiske, malaysiske kongedømmer. Kongemagten indehaves af de ledende fyrstefamilier efter et rotationsprincip.
Singapore
Singapore (Singapore simplificeret kinesisk: 新加坡; pinyin: Xīnjiāpō; malajisk: Singapura; tamil: சிங்கப்பூர், Cingkappūr), officielt Republikken Singapore er en østat, som ligger ved sydspidsen af Malayahalvøen. Landet ligger 137 kilometer nord for ækvator, syd for den malaysiske stat Johor og nord for de indonesiske Riauøerne. Med sine 710,2 km² er Singapore en mikrostat, og det er det mindste land i Sydøstasien. Det er betydeligt større end Monaco og Vatikanet, som er de eneste andre selvstændige bystater.
Før europæerne kom, var øen, som nu er kendt som Singapore, en malaysisk fiskerlandsby ved udmundingen af Singapore River. Flere hundrede indfødte Orang Laut mennesker boede også langs de nærliggende kyster, floder og på mindre øer. I 1819 grundlagde det Britiske Ostindiske Kompagni ledet af Sir Stamford Raffles en handelsstation på øen, som blev brugt som en strategisk handelsstation langs krydderiruten. Singapore blev en af de vigtigste kommercielle og militære centre for det Britiske Imperium og kernen for den britiske magt i Sydøstasien.
Taiwan
Taiwan (traditionelt kinesisk: 臺灣, forenklet kinesisk: 台灣, pinyin: Táiwān), officielt Republikken Kina (traditionelt kinesisk: 中華民國, forenklet kinesisk: 中华民国) er en stat i Østasien. Navnet Republikken Kina skyldes at regeringen i Taiwan har oprindelse i fastlandskina, hvor den fra 1912 til 1949 kontrollerede store dele af Kina. I dag kontrollerer den kun øen Taiwan, der udgør 99% af statens areal, samt Penghu, Kinmen, Matsu og andre småøer. Blandt nabostaterne er Kina, Japan og Filippinerne. Taipei er hovedstaden og Taiwans økonomiske og kulturelle center mens New Taipei City er største by målt på befolkningstal. Landarealet udgør 32.260 km², hvilket giver en befolkningstæthed på 730,68 indbyggere per km² i 2018.
Vietnam
Vietnam (Việt Nam), officielt Den Socialistiske Republik Vietnam (Cộng Hòa Xã Hội Chủ Nghĩa Việt Nam), er et land, der ligger i Sydøstasien ud mod Det Sydkinesiske Hav. Grænselandene er Folkerepublikken Kina, Laos og Cambodja. Vietnam er medlem af ASEAN. Med en befolkning på over 95,5 millioner, er Vietnam det 14. mest folkerige land i verden. Området der i dag er kendt som Vietnam har været beboet siden den ældste stenalder, nogle arkæologiske udgravninger i Thanh Hoa provinsen stammer angiveligt fra flere tusinde år tilbage.
Vietnam blev koloniseret med resten af det Franske Indokina i 1800-tallet. Denne koloni blev besat af Japan under Anden Verdenskrig.
Trinidad og Tobago
Trinidad og Tobago er et sydamerikansk land beliggende i det sydlige Caribiske Hav, 11 km fra Venezuelas kyst. Landet består af de to hovedøer, Trinidad og Tobago, og 21 mindre øer.
Nordmarianerne
Nordmarianerne er et område i Stillehavet øst for Filippinerne som tilhører USA. Nordmarianerne består af alle øerne i øgruppen Marianerne, bortset fra den sydligste ø, Guam. Området er teknisk set en uafhængig stat i statsforbund med USA.
* Geografisk placering: 15,12 N, 145,45 E
Palau
Palau (officielt: Republikken Palau; palauisk: Beluu er a Belau; Republic of Palau) er en stat i Stillehavet i Oceanien ca. 500 km øst for Filippinerne. Mod syd ligger Indonesien og mod øst Mikronesien. Palau består af seks øgrupper med mere end 300 øer i den vestlige del af øgruppen Carolinerne. Palau er medlem af FN.
For 5-4000 år siden kom de første folk til Palau fra Indonesien. De dannede et samfund bestående af forskellige klasser, hvor de stærke mænd fik magten. Briterne fandt og navngav Palau, "The Pelew Island", i 1783. Landet blev dog underlagt det spanske kongerige indtil 1899, da Spanien tabte krigen i Amerika. Tyskland købte derfor Palau og Mikronesien. De to lande hang dengang sammen. Japan erobrede landet i 1914, fordi Tyskland var optaget af 1. verdenskrig. I 2. verdenskrig fik landet en hård medfart. For Japan og USA var det nemlig en vigtig brik i spillet om Filippinerne. USA vandt og underlagde Palau og Mikronesien. I krigen svandt befolkningen ind fra 45.000 til 6.000.