Palladium

Palladium
Palladium (opkaldt efter asteroiden Pallas) er det 46. grundstof i det periodiske system, og har det kemiske symbol Pd. Under normale tryk- og temperaturforhold optræder dette overgangsmetal som et blødt, sølvskinnende metal der minder lidt om platin. Palladium tilhører de lette platinmetaller sammen med ruthenium og rhodium.

Palladium opløses langsomt i salpetersyre, saltsyre og svovlsyre (de tre "klassiske", stærke uorganiske syrer). Metallet angribes ikke af normal atmosfærisk luft ved normal temperatur, om end det kan blive en anelse anløbent hvis luften er fugtig og indeholder svovl-forbindelser (typisk luftforurening). Hvis metallet opvarmes til 800 grader Celsius reagerer det med luftens ilt, og danner et overfladelag af palladium-II-oxid (PdO).

Palladium optræder med oxidationstrinene 0, +1, +2 og +4, og for nylig har man opdaget kemiske forbindelser hvori palladium indgår med oxidationstrin +6. Man mente tidligere at +3 måtte være et fundamentalt oxidationstrin for dette metal, men til trods for ihærdige undersøgelser af talrige palladiumforbindelser, blandt andet ved hjælp af røntgendiffraktion, har man aldrig fundet palladium med oxidationstrin +3.

Palladium har den usædvanlige egenskab at det kan absorbere brint svarende til 900 gange dets eget rumfang ved stuetemperatur – formodentlig ved at danne palladiumhydrid (PdH2). Når metallet absorberer disse store mængder brint, udvider det sig en smule.