Warning: getimagesize(/Image/Map/MP1733045.gif): failed to open stream: No such file or directory in
/home/mapnlee7/public_html/MAPNALL/geoname.php on line
861
Malaysia er et land i Sydøstasien, der er delt i en vestlig del på den malaysiske halvø og en østlig del på øen Borneo. På fastlandet grænser Malaysia til Thailand i nord og bystaten Singapore i syd. På Borneo grænser Malaysia til Brunei i nord og Indonesien i syd. Malaysias største by og hovedstad er Kuala Lumpur, der ligger nordvest på fastlandet. Lige syd for Kuala Lumpur ligger den administrative hovedstad Putrajaya. Malaysia er medlem af ASEAN.
Malaysia er en forholdsvis ung stat, der først fik sin endelige udstrækning i 1965, efter at Singapore trak sig ud. Staten blev grundlagt ved en sammenslutning af flere tidligere britiske besiddelser, foreløbigt i 1957 og endeligt i 1963. Formelt er Malaysia et føderalt, konstitutionelt valgmonarki, der består af tretten delstater og tre føderale territorier baserede på historiske, malaysiske kongedømmer. Kongemagten indehaves af de ledende fyrstefamilier efter et rotationsprincip.
Befolkningen er meget sammensat og består af både hjemmehørende folkeslag og indvandrere, især fra Kina og Indien. Kulturen præges af befolkningens etniske og religiøse sammensætning. Den malaysiske grundlov giver indbyggerne religionsfrihed, men islam er statsreligion og præger fx officielle højtider, men de etniske mindretal fejrer egne højtider.
Topografien af Malaysias to hoveddele, den malaysiske halvø og den nordlige del af Borneo, er forholdsvis ensartet, med kystsletter og landskaber som i indlandet stiger op til bakker og bjerge. Store dele af landet er skovdækket. Regnskoven er hjem for et rigt plante- og dyreliv og mange endemiske arter. Skønnet 20 % af verdens kendte dyrearter, deriblandt ca. 210 pattedyrarter, findes i Malaysia, over 620 fuglearter er blevet registreret på Malayahalvøen, 250 reptilarter og tusinder af insektarter er registrerede i landet. Farvandet omkring Sipadan er blandt verdens rigeste på koral- og fiskearter.
Malaysia præges af den kraftige industrialisering, som satte ind i 1980-erne. Malaysia har et godt udbygget elektricitetsnet. Landet er rigt på naturressourcer som tin, gummi, olie, naturgas og kemikalier. Produktion af råvarer som ris spiller fortsat en stor rolle og har sammen med råvarer og industrielle produkter ligeledes en stor betydning i eksporten. To af godshavnene i landet, Port Klang i Selangor og Tanjung Pelepas i Johor, var blandt de 20 travleste i verden i 2013.
Malaysia blev antaget som nyt navn på forbundsstaten i 1963, da Malaya-føderationen gik sammen med Singapore samt Sarawak og Sabah på Borneo. Navnet Malaysia tager udgangspunkt i Malaya, navnet på landet som fik uafhængighed i 1957, med tillæg af endelsen sia. Malaya antages at komme fra dravidisk og derfra til sanskrit for "bjerg". På tamilsk betyder malai også "bjerg". Endelsen sia er forklaret som henvisning til landets beliggenhed i Asien.
Oldtidens indiske handelsmænd refererede til den malaysiske halvø som Malayadvipa. Før den europæiske kolonisering blev halvøen omtalt som Tanah Melayu af de indfødte.
Fra 1800-tallet blev Malaysia benyttet som geografisk betegnelse på hele øverdenen i Sydøstasien, modsvarende Ostindien eller de østindiske øer. Navnet blev foreslået af Jules Dumont d'Urville, som i et foredrag i Société de Géographie i Paris i 1831 foreslog at dele Oceanien ind i fire dele: Polynesien, Mikronesien, Melanesien og Malaysia, det vil sige øerne vest for Ny-Guinea. Fra dette udviklede forståelsen af Malaysia sig til at omfatte Sundaøerne, med De store Sundaøer Java, Borneo, Sumatra og Sulawesi, De små Sundaøer fra Bali til Timor, samt Molukkerne og Filippinerne. Med udgangspunkt i udbredelsen af det malajiske sprog kunne Malaysia også omfatte Malayahalvøen på fastlandet.