Kort (geografi) - Kristiansand

Kristiansand (oprindelig Christiansand) er en by i Agder fylke længst mod syd i Norge. Byen benævnes ofte som Kristiansand S (S for sør/syd) for ikke at forveksles med Kristiansund N (N for nord). Kommunen grænser i vest til Lindesnes, i nord til Vennesla og Birkenes, og i øst til Lillesand. Kristiansand er fylkeshovedstad i Vest-Agder og kaldes også Sørlandets hovedstad. Byen blev grundlagt i 1641 af kong Christian 4. af Danmark-Norge. Indbyggertallet er på 85.983 (2014), og byen er den femtestørste og en af de hurtigst voksende i Norge.

Ved Kommunereformen i Norge 1. januar 2020 blev kommunerne Søgne og Songdalen lagt sammen med Kristiansand.

Kristiansand blev grundlagt af kong Christian IV den 5. juli 1641. Det er dokumenteret, at kongen allerede i august 1630 besøgte Sanden, som senere blev byens centrum og spiste middag hos Peder Thommesen, "boende på en odde af Grimsmoen, lige ved udløbet af Torridalselven". Denne del af byen kaldes i dag for Tangen. Det oprindelige bycentrum blev lagt på denne sandslette, deraf navnet på byen. Før byen blev grundlagt, fandtes der ingen købstad mellem Skien og Stavanger.

Grim gård, som Grimsmoen tilhørte, var delvis krongods. Området var tæt skovbevokset og ubebygget, og det egnede sig derfor udmærket til anlæggelse af en helt ny, bymæssig bebyggelse med lige gader, som var kongens billede på den ideelle by. Området havde desuden gode havne på to sider og en sejlbar elv på den tredje.

En anden medvirkende årsag til Kristiansands grundlæggelse var udviklingen i havnen ved Flekkerøy, som var den vigtigste langs Skagerrakkysten allerede fra 1500-tallet, og som fik sine første befæstninger i 1555 under Christian III. Lensherren havde allerede i 1635 fået ordrer fra kongen om at flytte fra Nedenes og bygge en kongsgård i nærheden af Flekkerøy. I skibningssæsonen skulle lensherren bo på den befæstede ø Slottsholmen, som fra 1635 havde navnet Christiansø. Sommerresidensen stod først færdig i 1642.

Indbyggerne i omegnen blev beordret til at flytte til det nyetablerede byområde. Til gengæld skulle de få diverse handelsprivilegier og 10 års skattefrihed. Forskellige kongelige privilegier og påbud ad denne type var nødvendig fødselshjælp og en del af forudsætningerne for at kunne udvikle levedygtige bysamfund. Det samme gælder alle byer, som er anlagt fra 1500- til 1800-tallet.

I 1666 blev Kristiansand garnisonsby, og i 1682 besluttede kongen, at bispesædet skulle flyttes fra Stavanger til Kristiansand. Bispedømmet ændrede samtidig navn til Kristiansand stift. Dette fik meget at sige for byens vækst.

Byen har været garnisons- og fæstningsby fra sin grundlæggelse indtil 1990'erne. Befæstning finder vi for eksempel på Odderøya og på Christiansholm Fæstning, tæt på centrum og Batteri Vara fra Anden Verdenskrig, 8 km vest for centrum.

I 1734 oplevede byen sin første bybrand, hvor 333 huse blev ødelagt. Branden blev fulgt af dårlig økonomi. Senere i 1700-tallet, efter den amerikanske uafhængighedskrig, oplevede byens værfter stor vækst. Den varede helt frem til 1814, men adskillelsen fra Danmark fik megen betydning for byen økonomisk. Efter 1814 sank folketallet drastisk, og økonomien blev dårligere. Først i 1830'erne begyndte økonomien at blive bedre.

Under angrebet på Norge 9. april 1940 kom det til skudveksling mellem en tysk flådestyrke og de norske kystfæstningerne ved Kristiansand. Byen blev besat i løbet af dagen.