Falklandsøerne (Falkland Islands)
 |
 |
Øerne administreres stort set som et selvstyrende oversøisk territorium i Det Forenede Kongerige (Storbritannien). Administrationen har hovedsæde i byen Stanley (tidligere Port Stanley) på øen East Falkland. Argentina betragter øgruppen som en del af den argentinske provins Tierra del Fuego og gør krav på øerne, som de betegner ved deres spanske navn Islas Malvinas. Navnet har sin oprindelse i det franske navn "Îles Malouines", fordi de første kolonister i 1764 kom fra den franske havneby Saint-Malo.
Argentina invaderede øerne i 1982, hvilket udløste Falklandskrigen, hvorunder Storbritannien generobrede øerne som støtte for øernes ret til selvbestemmelse, som er anerkendt og garanteret af den britiske regering gennem Falklandsøernes grundlov på grundlag af De Forenede Nationers charter.
Falklandsøerne har også tidligere i historien spillet en væsentlig rolle. Under 1. verdenskrig var flådebasen, som englænderne etablerede her, af afgørende betydning for udfaldet af søslaget ved Falklandsøerne i 1914, og også under 2. verdenskrig var basen af stor betydning.
Øerne var ubeboede, da de første europæere gik i land. Hvorvidt de tidligere har været beboet, er genstand for diskussion, men der er aldrig fundet arkæologiske levn fra en urbefolkning på øerne, og eksistensen af en sådan er ret usandsynlig, eftersom afstanden til det sydamerikanske fastland er mere end 450 kilometer.
Den mest almindelige antagelse er, at den første opdagelsesrejsende, der nåede øgruppen, var den nederlandske søfarer Sebald de Weert, i året 1600. Spanske og britiske historikere har dog hævdet, at andre fra forskellige lande tidligere havde opdaget øerne.
Den 17. februar 1764 oprettede den franske søfarer Louis Antoine de Bougainville en koloni på øerne, påbegyndte bygningen af Fort de St. Louis på øen East Falkland, inden han den 5. april officielt tog øerne i besiddelse på vegne af Frankrig ved en ceremoni, hvorunder der bl.a. blev afgivet en salut på 21 kanonskud.
Den spanske regering protesterede, og Frankrig overdrog øgruppen til Spanien i 1766 mod betaling af en kompensation for afholdte udgifter til de Bougainville på 1.011.833 livres 3 sous og 11 deniers, heraf 328.125 livres i form af 65.625 "hard dollars" (med en værdi af 5 livres pr. dollar). Storbritannien gjorde i denne forbindelse ingen indsigelse mod denne overdragelse, men efter at Commodore Byron, som var kaptajn på skibet Dolphin, den 13. januar 1765 officielt havde taget Falklandsøerne i besiddelse for Storbritanniens kong George III, oprettede kaptajn John MacBride, som ankom om bord på skibet Jason i følge med krigsskibet Carcass og forrådsskibet Experiment, i januar 1766 et fort ved navn Port Egmont på den lille ø Saunders i øgruppens nordvestlige hjørne.
De to kolonier var hver for sig ukendte for modparten, men da spanierne i slutningen af november 1769 opdagede den britiske koloni, sendte de en spansk styrke på fem fregatter med 1.400 marinesoldater og bevæbnet med 27 kanoner og fire mortérer. Det lykkedes spanierne at tvinge de britiske kolonister bort med magt den den 11. juli 1770, hvorefter fortet blev ødelagt. Storbritannien protesterede mod, hvad man opfattede som en ærekrænkende handling i forhold til Storbritanniens konge. For at undgå en krig i Europa så Spanien sig den 22. januar 1771 tvunget til at genopbygge fortet, erstatte ødelagte og beslaglagte genstande og give Storbritannien ret til at genetablere Port Egmont. Begge parter fastholdt dog den suverænitet over hele øgruppen, som de mente at besidde. Storbritannien trak sin garnison tilbage fra Port Egmont i februar 1774, efterladende en mindeplade af bly, som proklamerede, at øerne tilhørte den britiske konge.
Spanien havde indtil 1807 guvernører på øerne, der stod i spidsen af den koloni, som blev endeligt opgivet 13. februar 1811 efter ordre fra vicekongen Francisco Javier de Elio. De Elio havde flyttet sin stab til Montevideo i Banda Oriental (det nuværende Uruguay), efter at Buenos Aires havde gjort oprør. Spanierne måtte forlade Puerto Soledad – som hovedstaden hed dengang – blandt andet som følge af Napoleonskrigene i Europa og de spanske koloniers uafhængighedserklæringer.
