Elfenbenskysten (Côte d'Ivoire) er en republik i den vestlige del af Afrika med et areal på 322.460 km². Landets højeste punkt er Nimba på 1.752 meter. Elfenbenskysten blev uafhængigt fra Frankrig den 7. august 1960.
Yamoussoukro, den tidligere præsident Félix Houphouët-Boignys fødeby, blev først udnævnt til hovedstad i 1983. Tidligere var Abidjan hovedstaden, og denne er stadig det administrative og kommercielle center. De fleste lande har deres ambassader i Abidjan.
I oktober 1985 besluttede Elfenbenskystens regering, at landets navn fra da af skulle være Côte d'Ivoire på alle sprog for hermed at undgå forvirringen med, at landet havde forskellige navne på forskellige sprog. Navneskiftet er kun delvis slået gennem, og det er tvivlsomt, om det har haft den ønskede virkning.