Canada er et land i Nordamerika, der ligesom USA strækker sig fra Atlanterhavet i øst og til Stillehavet i vest. Nord for Canada ligger Nordpolen og Arktiske hav. Den eneste landegrænse er den til USA mod syd og nordvest. Regnet efter samlet areal (land og ferskvand) er Canada verdens næststørste land. Hvis man kun medregner landarealet (9.093.507 km²), er landet det fjerdestørste i verden. Men kun mod syd findes der bymæssig bebyggelse.
Indianere indvandrede som de første til Canada for omkring 12.000 år siden. Inuitterne kom derefter for omkring 5.000 år siden. Nordboerne har sejlet til østkysten i 1000-tallet.
Sent i det 1400-tallet kom europæerne til østkysten og begyndte kolonisering omkring år 1600. Kolonisterne bestod overvejende franskmænd og englændere. I den tid bredte betegnelsen Canada sig – et oprindeligt irokesisk stednavn.
Landet er en forbundsstat med 10 provinser og tre territorier. Styreformen er parlamentarisme, og premierministeren er regeringsleder. Den britiske monark er formelt statsoverhoved. Canada er officielt tosproget: Man taler engelsk i det meste af landet, men i provinserne Québec og dele af New Brunswick, Ontario og Manitoba er hovedsproget fransk. Der er cirka 80.000 danske canadiere.
Indianere, som i Canada benævnes 1st nations people, menes at have indvandret fra Asien for 10.000-30.000 år siden over en passage mellem Sibirien og Alaska. Da europæerne begyndte at befolke Canada, levede der en hel række naturfolk – enten som nomader eller fastboende. De ernærede sig primært ved jagt, fiskeri og landbrug.
De første kontakter mellem de indfødte og europæerne fandt sted omkring år 1000, da nordiske vikinger slog sig ned for en periode på Newfoundland. Men der gik yderligere 600 år, før indvandringen for alvor tog fat.
Europæiske opdagelsesrejsende udforskede vandene i Nordamerika for at finde en ny rute til de rige markeder i Orienten. Skønt opdagelsesrejsende som Giovanni Caboto, Jacques Cartier og Samuel de Champlain aldrig fandt en rute til Kina eller Indien, fandt de noget, som var lige så værdifuldt: Rige fiskevande og gode muligheder for pelsjægere, som her kunne jage bæver, ræv og bjørn, der alle var meget eftertragtede for deres skind.
Permanente franske bosættelser blev anlagt i begyndelsen af 1600-tallet og engelske lidt senere. Det var uundgåeligt, at Nordamerika blev inddraget i magtkampe mellem England og Frankrig. Efter Québecs fald i 1759 måtte Frankrig ved Freden i Paris overdrage alle de franske besiddelser øst for Mississippi til Storbritannien. Under det engelske styre havde den fransktalende del af Canada det ene mål at bevare deres traditioner, sprog og kultur. I 1774 blev vedtaget en lov, som officielt anerkendte fransk civilret og garanterede religionsfrihed samt sprogfrihed.
Et stort antal engelsktalende kolonister (loyalists), som ønskede at forblive tro mod det engelske overherredømme, søgte ophold i Canada, efter USA's uafhængighedskrig sluttede i 1783.
Efter dannelsen af et kraftfuldt USA efter den amerikanske borgerkrig følte nogle politikere, at en sammenslutning af de britiske kolonier var den eneste måde at forhindre en sammenslutning. I 1867 blev Canada East, Canada West, Nova Scotia og New Brunswick lagt sammen som the Dominion of Canada.
